Salgs- og leveringsbetingelser for Foreningen af Danske Trappeproducenter
I Almindelige vilkår
1. Nedenstående almindelige vilkår for salg af trapper samt tilbehør hertil er gældende, medmindre andet er skriftligt aftalt.
II Salgsbetingelser
1. Medmindre andet udtrykkeligt fremgår af tilbudet, er dette altid baseret på vor til enhver tid gældende standardudførelse.
2. Entreprisen omfatter kun de i tilbudet og /eller ordrebekræftelsen nævnte dele og specificerede ydelser.
3. Bygherren er forpligtet til at tegne og betale brand-, storm- og vandskadeforsikringer for hele entreprisen fra levering af materialer og indtil endelig afregning.
4. Begrundet med kommunernes forskellige vurderinger af trapper og deres udformning er det til enhver tid bygherrens pligt at undersøge de stedlige myndigheders krav og oplyse disse til leverandøren. Evt. statiske beregninger er ikke indeholdt i tilbudet medmindre det udtrykkeligt er nævnt. Leverandør er under alle omstændigheder ansvarlig for at trappen opfylder gældende normer.
5. Enhver ordreaccept er betinget af, at der er rimelige fastgørelsesmuligheder.
6. Ved afbestilling forbeholder vi os ret til at fakturere indkøbte materialer og medgået arbejdsløn, dog minimum 10% af entreprisesummen.
7. Garanti ydes efter købelovens bestemmelser.
8. Leverandørens ansvar for mangler ved leverancer ophører 5 år efter afleveringen af det byggeri, hvori leverancen indgår. Ved leverancer til lager eller videresalg ophører ansvaret dog senest 6 år efter levering til køberen. Såfremt det må anses for godtgjort, at et krav vedrørende mangler ved leverancer ikke eller kun med stor vanskelighed kan gennemføres mod leverandørens køber eller mod efterfølgende købere, anerkendes det, at kravet tillige kan gøres gældende direkte mod everandøren. Også i sådanne tilfælde kan leverandøren kun gøres ansvarlig for mangler i det omfang, hans egen leverance er mangelfuld og endvidere kun i det omfang, det følger af hans eget kontraktforhold med hans køber. Leverandøren anerkender dog i alle tilfælde at kunne sagsøges sammen med køberen eller efterfølgende købere i anledning af parternes indbyrdes forhold. Sagen behandles ved voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed.
9. Enhver tvistighed vedrørende denne aftale afgøres i retten i sælgers bopælskommune, der hermed vedtages som værneting.
III Leveringsbetingelser
1. Krav på skadeserstatning på grund af forsinket leveringstid kan ikke gøres gældende, ligesom annulering af ordren på grund af forsinket levering ikke anerkendes.
2. Eventuelle reklamationer må være sælgeren i hænde senest 8 dage efter varernes ankomst eller montering.
3. Omfatter tilbudet montagearbejde, udføres dette af underentreprenører under vor ledelse og tilsyn. For tilbud på entrepriser, der omfatter både leverance og montage, gælder følgende: Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed - AB 72. Entreprenørforeningens forbehold I, eller ved fast pris og tid, forbehold II.
4. Alle arbejder udover beskrevet leverancer er os uvedkommende.
5. Til entreprisens udførelse kræves frit el-forbrug.
6. Ved udvendige trapper fordres der jævn og fast kørevej for 16 tons lastbil helt hen til montagestedet. Ved indvendige trapper fordres der jævn og fast kørevej for 16 tons lastbil frem til nærmeste brugbare åbning.
7. Sælger kan ikke gøres ansvarlig for skader på skjulte installationer.
8. Såfremt leveringstiden udskydes udover 14 dage af kunden efter arbejdets påbegyndelse, forbeholder vi os ret til at fakturere ydelsen til oprindeligt aftalt leveringstidspunkt.
IV Betaling
1. For betaling gælder de på forsiden anførte betingelser. Ved betaling efter forfald beregnes rente med 2% pr. påbegyndt måned.
2. Ordreafgiveren er ikke berettiget til at modregne eller gøre tilbageholdelsesret gældende overfor ordremodtagerens krav ifølge eller i forbindelse med denne kontrakt, medmindre det drejer sig om en ubestridt eller retslig fastslået modfordring. Dette gælder også ved reklamationer.
V Produktansvarsforsikring
1. Sælger er kun ansvarlig for den skade, som den solgte vare forvolder, hvis det kan dokumenteres, at skaden skyldes en fejl begået af sælger eller af hans folk. Sælger hæfter dog aldrig for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab. Sælgers ansvar for skade på ting kan ikke overstige kr. 2.000.000. I det omfang sælger måtte blive pålagt ansvar i forbindelse med den brug, som køber måtte gøre af den solgte vare - herunder videresalg - er køber pligtig at skadeløsholde sælger for det ansvar, som denne måtte blive pålagt, i det omfang ansvaret går ud over de aftalte grænser. Køber er pligtig at lade sig sagsøge ved samme domstol, som behandler erstatningskrav imod sælger i anledning af solgte varer.

